Beskrivelse
Det Stille Paradoks
Om at vide — og alligevel ikke vide
De fleste af os tror, at vi danner vores holdninger på baggrund af fakta.
At vi er rimeligt oplyste. Rimeligt kritiske.
Men sjældent stopper vi op og spørger, hvad der sker, når de samme forklaringer igen og igen viser sig ikke at holde — uden at det ændrer noget.
Denne tekst beder dig ikke om at være enig.
Kun om at blive et øjeblik længere i tvivlen.
Der findes en smerte, som ikke har et navn endnu.
Den bor i mellemrummet mellem det, vi har lært, og det, vi ikke kan bære at forstå.
Den handler ikke om politik.
Den handler ikke om at have ret.
Den handler om noget langt mere sårbart: om hvad det koster at opdage, at det billede, man har bygget sin verden på, måske aldrig var helt sandt.
Lad os begynde med tallene.
Ikke fordi de er kolde, men fordi de er tålmodige.
De venter bare.
Siden 1953 har USA gennemført eller medvirket til regimeskift i over 70 lande.
Iran i 1953, Guatemala i 1954, Congo i 1960, Brasilien i 1964, Indonesien i 1965, Chile i 1973, Irak i 2003, Libyen i 2011 — listen fortsætter og fortsætter, som en flod der aldrig tørrer ud.
I hvert eneste tilfælde blev operationen præsenteret med et sprog, der smagte af nødvendighed.
Man talte om demokrati, om menneskerettigheder, om at beskytte de svage mod tyranner.
Og det skete ikke under én præsident.
Det skete under dem alle.
Eisenhower — Iran, Guatemala.
Kennedy — Cuba, Congo.
Johnson — Vietnam, Indonesien, Brasilien.
Nixon — Cambodia, Chile.
Ford — Østtimor.
Carter — Afghanistan.
Reagan — Nicaragua, Grenada.
Bush Sr. — Panama.
Clinton — Jugoslavien.
Bush Jr. — Irak.
Obama — Libyen, Syrien, Yemen.
Republikaner og demokrat.
Skiftevis.
Uden undtagelse.
Det er ikke en person.
Det er et system.
Næsten alle amerikanske præsidenter siden Eisenhower er potentielle kandidater til at stå for retten i Haag.
Og i hvert eneste tilfælde — dokumenteret gennem afklassificerede CIA-dokumenter, kongreshøringer, retssager og uafhængige undersøgelseskommissioner — var det egentlige motiv et andet.
I Iran handlede det om olie.
I Guatemala om United Fruit Company.
I Chile beordrede Nixon CIA til at “få økonomien til at skrige.”
I Irak fandtes der ingen masseødelæggelsesvåben.
I Libyen intet humanitært mål, der retfærdiggjorde det kaos, der fulgte.
Dette er ikke konspirationsteorier.
Det er historiske kendsgerninger, bekræftet af de højeste juridiske og parlamentariske instanser i den vestlige verden.
Og det land, der taler højest om den internationale retsorden, har siden 2002 haft en lov — “The Hague Invasion Act” — der giver præsidenten ret til at bruge militær magt for at befri amerikanske borgere fra Den Internationale Straffedomstol.
Det land, der dømmer andre for krigsforbrydelser, har vedtaget en lov, der forbyder den samme ret at gælde for dem selv.
Og her begynder paradokset.
For paradokset handler ikke kun om krigene.
I hvert eneste af disse tilfælde — hver eneste gang — har de danske medier, ligesom medierne i størstedelen af den vestlige verden, bragt krigens narrativ videre næsten ordret.
DR, TV 2, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten — de har gang på gang fungeret som en slags forstærker for den officielle begrundelse.
Ikke nødvendigvis af ond vilje.
Sandsynligvis af vane, af struktur, af den måde moderne nyhedsproduktion fungerer på: pressemøder, embedskilder, tidspres, og en kultur der forveksler neutralitet med at gengive begge sider af en løgn.
Danmark er et lille sprogområde med en høj mediekoncentration.
En håndfuld aktører — mange af dem statsstøttede — definerer det billede, vi som borgere får af verden.
Det er ikke et angreb.
Det er en observation.
Og den observation alene burde vække nysgerrighed — ikke vrede, men nysgerrighed.
I matematikken og i videnskaben findes en anerkendt model for rationel tænkning: bayesiansk opdatering.
Den siger noget simpelt: en fornuftig person justerer sin overbevisning, hver gang ny evidens dukker op.
Ikke én gang.
Kumulativt.
Hver ny datapunkt tæller.
Så lad os stille spørgsmålet bayesiansk:
Hvis medierne gengav den officielle begrundelse ukritisk i ét tilfælde — kan det være en fejl.
I to tilfælde — uheldigt.
I fem — et mønster.
I ti — en struktur.
I 70+?
En person, der kalder sig rationel, er nødt til at opdatere sin vurdering.
Ikke fordi nogen beder om det.
Men fordi logikken kræver det.
Men det gør den sjældent.
Og det er selve det fænomen, der fortjener vores opmærksomhed.
Psykologien har længe vidst hvorfor.
Leon Festinger beskrev allerede i 1957 det, han kaldte kognitiv dissonans: den ubehagelige spænding, der opstår, når ny information kolliderer med noget, vi allerede tror på.
Hjernen behandler den slags konflikter som en trussel — ikke mod vores intellekt, men mod vores identitet.
Og når identiteten er truet, vælger sindet som regel den hurtigste vej til ro: det afviser den nye information.
Tænk over, hvad det i virkeligheden kræver at acceptere præmissen:
At vestlige medier systematisk — ikke en enkelt gang, men igen og igen gennem syv årtier — har viderebragt krigsnarrativer, der senere viste sig at være falske eller dybt misvisende.
At acceptere det er ikke bare at skifte mening om en nyhedsartikel.
Det er at indse, at det medie, man stoler på hver aften kl. 21, måske ikke var den sandhedsinstans, man troede.
Men det er stadig ikke det sværeste.
Det sværeste er, hvad der følger med.
For hvis medierne tog fejl — eller blev brugt — så tog din nabo også fejl.
Dine kollegaer tog fejl.
Din far og mor tog fejl.
Dine venner, der sad i sofaen og så nyhederne med dig, tog fejl.
Og du selv?
Du tog også fejl.
Det er ikke et intellektuelt problem.
Det er et eksistentielt et.
Det rokker ved noget grundlæggende i den måde, vi oplever tilhørsforhold og fællesskab.
For at have ret i dette spørgsmål ville betyde at stå alene — eller i hvert fald at føle, at man står alene — midt i et rum, hvor alle andre nikker.
Socialpsykologen John Jost har brugt 25 år på at studere det, han kalder systemretfærdiggørelse: vores dybe, ofte ubevidste trang til at forsvare de systemer, vi er en del af — selv når de skader os.
Vi gør det, fordi alternativet er for dyrt.
Ikke økonomisk, men psykologisk.
At erkende, at systemet er fejlbehæftet på et fundamentalt niveau, ville kræve, at vi opgiver den tryghed, der følger med at tro, at tingene grundlæggende fungerer.
Det er den mekanisme, der gør, at mennesker kan se dokumentation for en løgn, anerkende den som troværdig, og alligevel vende tilbage til nyhederne næste aften, som om intet er hændt.
Det er ikke dumhed.
Det er overlevelse.
Sindet beskytter sig selv mod en sandhed, der er for stor til at bære alene.
Og måske er det netop dér, samtalen bør begynde.
Ikke med anklager.
Ikke med “jeg sagde det jo.”
Men med en ydmyg anerkendelse af, at det at ændre sit verdensbillede er en af de sværeste ting, et menneske kan gøre.
Og at modstanden mod at gøre det ikke handler om uvidenhed, men om den dybe menneskelige angst for at miste fodfæste.
Vi kan diskutere smag og kunst og meninger i det uendelige.
Men når det kommer til krig — til liv og død, til millioner af uskyldige mennesker — skylder vi os selv at stille spørgsmålet:
Stoler vi mest på de retlige instanser, der har gennemgået bevismaterialet,
eller på de medier, der gang på gang har gengivet den officielle version uden at stille de afgørende spørgsmål?
Det er ikke et spørgsmål, man stiller i vrede.
Det er et spørgsmål, man stiller i stilhed, for sig selv, mens man kigger ud af vinduet og undrer sig over, hvorfor sandheden nogle gange er så ensom.
Tallene er der.
Dokumenterne er der.
Retssagerne er der.
De venter tålmodigt.
Spørgsmålet er ikke, om vi kan finde sandheden.
Spørgsmålet er, om vi kan holde ud at finde den.
