Balthazar

Født 1972 i Aarhus. Arbejder med print på lærred og akustikpaneler — et format der forener det visuelle med det funktionelle. Kunsten er ikke dekoration. Den er kommunikation.

Balthazars værker deler sig i to territorier: værker der beder dig kigge udad — på magt, medier og de narrativer vi accepterer uden at stille spørgsmål — og værker der beder dig kigge indad, på de masker vi bærer, og den identitet vi konstruerer for at passe ind.

De politiske værker handler ikke om vrede. De handler om nysgerrighed. Om det paradoks, der opstår, når vi opdager, at det billede vi har bygget vores verden på, måske aldrig var helt sandt.

Der findes en smerte, som ikke har et navn endnu. Den bor i mellemrummet mellem det, vi har lært, og det, vi ikke kan bære at forstå. Den handler ikke om politik. Den handler om hvad det koster at opdage, at det billede, man har bygget sin verden på, måske aldrig var helt sandt.

Siden 1953 har USA gennemført eller medvirket til regimeskift i over 70 lande. I hvert eneste tilfælde blev operationen præsenteret med et sprog, der smagte af nødvendighed — man talte om demokrati, om menneskerettigheder, om at beskytte de svage. Og i hvert eneste tilfælde var det egentlige motiv et andet.

Paradokset er ikke selve mønsteret. Paradokset er vores reaktion på det. Psykologien kalder det kognitiv dissonans: den ubehagelige spænding, der opstår, når ny information kolliderer med noget, vi allerede tror på. Hjernen behandler den slags konflikter som en trussel — ikke mod vores intellekt, men mod vores identitet. Og når identiteten er truet, vælger sindet som regel den hurtigste vej til ro: det afviser den nye information.

Vi tror, vi vælger frit. Vi tror, vi tænker selv. Men hvad hvis det billede, vi har af verden, er blevet sat så forsigtigt på plads, at vi aldrig opdager rammerne?

Hypnotized er en social kommentar om medieindflydelse og kognitiv kontrol. Ikke den åbenlyse slags — ikke censur og propaganda i klassisk forstand — men den bløde, næsten usynlige form, hvor gentagelsen af bestemte narrativer langsomt erstatter vores egen tænkning med noget, der føles som vores eget, men ikke er det.

Titlen stiller spørgsmålet direkte: når institutionerne siger hop, spørger vi så hvor højt — eller spørger vi hvorfor?

Værket handler om lydighed over for institutionelle narrativer. Om den automatiske accept, der opstår, når en tilstrækkelig autoritativ stemme gentager noget tilstrækkelig mange gange. Ikke fordi vi er dumme. Men fordi tillid er en vane — og vaner er svære at bryde, selv når evidensen kræver det.

Human Suit er Balthazars første selvportræt — og det opererer i tre lag samtidig. Det biologiske: kroppen som en adaptiv skal, formet af evolution til at overleve, ikke til at vise hvem vi er. Det psykologiske: de masker vi tilegner os for at blive accepteret, de roller vi spiller så længe, at vi glemmer, at de er roller. Og det sociale: identitet som performance — den version af os selv, vi præsenterer for verden, fordi den ægte version føles for sårbar.

I baggrunden ses Aarhus Fiskerihavn og Den Permanente — et landskab der forankrer værket i noget konkret og lokalt, midt i en eksistentiel undersøgelse.

Det Stille Paradoks er ikke bare et kunstværk — det er et komplet multimedieprojekt med lydfortælling, interaktivt kort og kildesamling. Tre veje ind i det samme spørgsmål.